Angstrådgivningen i Børn, Unge og Familie Odder Kommune.
Angstrådgivningen er et specialiseret tilbud med fokus på en tidlig forebyggende indsats. Tilbuddet henvender sig til børn og unge med let til moderat angst, hvor angsten/bekymringerne er det primære problem.
Vi tilbyder korte individuelle samtaleforløb og rådgivning til børn/unge og deres forældre. Ofte i et tæt samarbejde med skole og dagtilbud.
To gange årligt kan vi tilbyde gruppebehandlingsforløb (Cool Kids) for børn/unge og deres forældre. Programmet er evidensbaseret, og tager udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi.
Gruppeforløbet foregår i grupper med ca. 6 børn/unge og deres forældre. Forløbet strækker sig over 10 gange af 2 timers varighed. Gruppen vil blive sammensat, så børnene/de unge ikke er for langt fra hinanden aldersmæssigt.
Har man et barn med symptomer på angst, kan man skrive til: angstraadgivningen@odder.dk
Forælderen skriver blot sit navn og telefonnummer i mailen. Herefter vil man inden for 14 dage blive kontaktet af en behandler i rådgivningen, der vurderer, om Angstrådgivningen er det rette tilbud.
Når man har angst kan man ofte:
- Stille mange spørgsmål, være meget bekymret og tænke på, hvad der kan gå galt
- Søge beroligelse/forsikringer, der ofte kun virker kortvarigt
- Foretrække at være sammen med personer, man kender godt og er tryg ved og holde sig tæt til sine forældre, når man er uden for hjemmet.
- Have ondt i hovedet eller have mavepine. Man kan svede, ryste eller føle, at det er svært at trække vejret i bestemte situationer.
- Undgå ting, som man er bange for, fx at tale i timerne, sove hos sine kammerater, komme i skole, være væk fra sine forældre og i stedet finde undskyldninger eller blive syg.
- Have svært ved at sove og tage lang tid om at falde i søvn på grund af bekymringer.