Tildeling af pladser i kommunale pasningstilbud (½-6 årige)

Retningslinjer for tildeling af plads.

Tildeling af pladser i Odder Kommunes kommunale dagtilbud sker efter dagtilbudslovens bestemmelser.

Det er Odder kommunes Pladsanvisning, der anviser barnet til et dagtilbud. Det er herefter lederen, der beslutter i hvilken afdeling, gruppe eller dagplejer barnet skal tilknyttes. Pladsanvisningen sker således alene til institutionen og dagplejen, hvorefter det er op til den enkelte dagtilbudsleder i dialog med forældrene at placere barnet i en afdeling i institutionen og dagplejen.

Formålet med retningslinjerne er i højere grad at udnytte dagtilbudslederens viden om egen institution/afdeling, herunder viden om den aktuelle børnegruppesammensætning. På den måde optimeres muligheden for bedst muligt at kunne varetage det enkelte barns behov og i videst mulige omfang tilgodese forældrenes behov og ønsker for deres barn.

Man kan ønske en/flere bestemte dagplejere og/eller institutioner.

I videst muligt omfang vil vi tilbyde en af de ønskede pladser, men man har ikke krav på en plads i et bestemt kommunalt pasningstilbud. Når barnet er optaget i et dagtilbud har man ret til, at barnet kan blive stående på venteliste til et andet dagtilbud.

Pladserne i dagtilbud i Odder Kommune anvises efter anciennitet på ventelisen. Dette kan dog fraviges i følgende tilfælde:

  • hvis et barn har særlige sociale eller pædagogiske behov.
  • hvis et barn har søskende i et dagtilbud, hvor der bliver en ledig plads.
  • hvis der ikke kan opretholdes en homogen gruppe i institutionen køns - og/eller aldersmæssigt. 
  • hvis det enkelte dagtilbud i forvejen har en stor procentuel andel af børn med dansk som andetsprog sammenlignet med andre dagtilbud i Odder kommune.
  • For at leve op til lovgivningen om forskelsbehandling pga. handicap har forældre til børn, der er visiteret til en plads i ressourcegruppen (ressourcegruppen er tilknyttet Børnehuset Vita) søskendefordel. Det betyder, at søskende til disse børn tilbydes søskendefordel enten til Børnehuset Vita, eller til den institution der ligger nærmest familiens bopæl. Der kan kun vælges en institution.
    Er forældrene ikke er samboende, er det barnets bopælsadresse, der afgør, hvilken institution der er den nærmeste.
    Forældrene er selv forpligtiget til at oplyse pladsanvisningen om deres ønske.

Tilbud om plads sendes via ”Digital pladsanvisning” til dig. Du skal inden 5 hverdage fra du har modtaget tilbuddet acceptere eller afvise det. Sker dette ikke, kan pladsen tilbydes et andet barn. Børn indmeldes i dagpleje, int. institution eller børnehave pr. den 1. i en måned.

I dagpleje optages børn i alderen fra ½ år til og med 2 år. Dit barn overflyttes til børnehave i den måned, barnet fylder 3 år. 
 
I integreret institution optages børn i alderen fra ½ år til 6 år.
I børnehave optages børn i den første måned, hvor de fylder 3 år. Der sendes tilbud om overflytning til børnehave ca. 2 måneder før start via ”Digital pladsanvisning”. Hvis dit barn ved tilbud om overflytning til børnehaveplads er indmeldt i kommunal dagpleje, skal du tage imod den anviste børnehaveplads, ellers mistes retten til dagplejepladsen med opsigelsesvarsel på 1 måned til den næstfølgende 1.

Ved tildeling af børnehavepladser tager Odder Kommune i videst muligt omfang hensyn til dit barns skoledistrikt. Der er en børnehave i alle skoledistrikter i oplandet. I Odder by er børnehaverne fordelt således på på 2 skoledistrikter:

Vestskolen (Skovbakken/Vestermarken)

  • Bendixminde
  • Krible Krable Huset
  • Skovbørnehaven
  • Æblehuset
  • Troldhøj
  • Gaia

Parkvejens Skole

  • Midgård
  • Asgård
  • Egholm
  • Egetræet
  • Skovbørnehaven
  • Vita

Børn med specifikke behov:

Børn med specifikke behov visiteres til de institutioner, der har normeret personale til disse opgaver. Visitationen foregår i Odder Kommunes koordinationsudvalg.

Ønsker kommunen at flytte dit barn til en anden plads:

Kommunen kan flytte dit barn fra ét kommunalt pasningstilbud til et andet inden for kommunens grænser. En flytning kan kun ske med mindst 3 måneders varsel, så du har mulighed for at overveje det nye tilbud og evt. benytte dig af udmeldelsesfristen, hvis du ikke ønsker at modtage det nye tilbud.

Udmeldelse:

Udmeldelse foretages via ”Digital pladsanvisning” med 1 måneds varsel til den næstkommende 1. i en måned. Der kan dispenseres for kortere udmeldelsesvarsel, hvis pladsen kan besættes med et andet barn.

Garantipladser ved midlertidig udmeldelse:

  • Hvis du ønsker, at dit barn udmeldes af en kommunal børnehave eller integreret institution i en periode, kan du søge om en garantiplads, så dit barn kan optages i samme institution igen på et nærmere bestemt tidspunkt.
  • Hvis du ønsker, at dit barn udmeldes af en dagpleje i en periode, kan du ikke forvente garantiplads til samme dagplejer.