Dæmningen genetableres i uge 33

01-08-2024

Fra uge 33 til 36 bliver der installeret spuns i dæmningen ved Rathlousdal, og dermed er næste fase af genopbygningen i gang.

Der har været skrevet og sagt meget om den, vores kære dæmning ved Rathlousdal, efter den brød sammen i oktober sidste år. Og nu starter næste kapitel af genopbygningen af den heldigvis.

Fra uge 33 til 36 bliver der nemlig installeret spuns i dæmningen. Spuns er nogle store jernplader, som man slår ned gennem dæmningen i hele dens længde, og som – når de er på plads – holder vandet på den rigtige side. I uge 36 er dæmningen derfor tilbage i drift.

”Det har været en lang proces, for vi har været meget optaget af at dæmningen skal kunne håndtere de store regnmængder, som vi jo desværre skal vænne os til. Men vi har haft et godt samarbejde med rådgiverne og er fortsat i dialog med lodsejeren, og jeg er glad for at vi nu kan komme det her skridt videre,” siger Helle Bøhl-Møller, der er chef for Teknik og Miljø i Odder Kommune.

Arbejdet med dæmningen er dog ikke færdigt med spunspladerne. Herefter skal byggeriet færdiggøres, det vil sige at der blandt andet skal lægges jord på og laves en generel genopretning af omgivelserne, ligesom der skal etableres et nyt system til overløb. Det arbejde er efter planen færdigt til oktober.