Fredag var der gratis koncert med Shu-bi-dua 2.0 og Pede B i Folkeparken. Koncerten var en del af Frivilligmødet, som har fundet sted hele ugen, og er en fejring af de mange frivillige, som vi har i Odder Kommune.
Inden musikken gik i gang, kunne gæsterne nyde mad fra lokale madboder, organiseret af Køb Odder, samt prøve forskellige foreningsaktiviteter i parken. Her fik de mulighed for at hilse på repræsentanter fra kommunens foreninger, høre mere om deres arbejde og blive inspireret til selv at blive en del af det frivillige fællesskab.
Før koncerten benyttede formanden for Udvalget for Kultur & Fritid, Marianne Hundebøll, lejligheden til at takke de mange frivillige:
- Det har været en god og inspirerende uge, hvor der har været fuld fart på frivilligheden og hvor der har været nogle virkelig gode eksempler på, hvad – og hvor meget forskelligt – frivillighed i Odder Kommune kan betyde. Så først og fremmest en stor tak for det, det har været så dejligt at opleve. For frivillighed kan åbenbart både byde på løb, fællessang, e-sport, banko og foredrag – og helt utrolig meget andet. Jeg håber at endnu flere har fået øjnene op for, at frivillighed er for alle, og at man kan være det lige på den måde, man gerne selv vil og kan. Jeg synes i hvert fald at det har været inspirerende at være med til.
Jeg vil gerne endnu en gang at sige en kæmpestor tak til alle de frivillige, som hver dag gør Odder Kommune til et sjovere, mere rummeligt og sjovere sted at være. Det er især på dage som den her, hvor det er rigtig sjovt at være politiker og borger i Odder Kommune, sluttede Marianne Hundebøll.
Festlig finale i en regnvåd park
Det var en udsædvanlig våd dag i Odder og flere steder i Danmark var der store oversvømmelser. Men de fremmødte formåede alligevel at hygge sig - og både Shu-bi-dua 2.0 og Pede B gjorde i hvert fald deres til at skabe en fest.
Tak til alle, der mødte op for at fejre kommunens frivillige. Shu-bi-dua 2.0 og Pede B sørgede for en festlig finale, hvor musikken skabte lidt varme i en ellers regnvåd park.
Billeder
Den tunge regn havde skabt en mindre sø foran scenen i Folkeparken.
Publikum var godt forberedt på der våde vejr med både regnfrakker og paraplyer. Her er det til koncerten med Shu-bi-dua.
Det unge publikum var mødt op til koncerten med Pede B
Peder B lod sig ikke gå på at det våde vejr.
Til foreningsaktiviteter før koncerten kunne man heldigvis står i læ for regnen.
Foreningsaktiviteter før koncerten.
Odder Jagtforening / Danmarks Jægerforbund bød på gratis smagsprøver af vildtpølser. Man kunne desuden få en snak om fx rågeregulering og jagt generelt.