Den sidste torsdag aften i april var der stuvende fuldt på Odder Park Hotel. Det var der på grund af Erhvervstræf, den årlige fejring af Odder Kommunes erhvervsliv, hvor omkring 200 mennesker var mødt op. Det blev en aften med oplæg, prisuddelinger og en masse gode snakke ved bordene.
Aftenen startede med en velkomst fra borgmester Lone Jakobi, som takkede for et godt samarbejde med et engageret erhvervsliv, og fremhævede Odder Kommunes nyligt opdaterede erhvervsstrategi. Den kan du i øvrigt læse her. Herefter gav hun ordet videre til Signe Tychsen Philip, der er vicedirektør i Dansk Industri. Hun holdt et oplæg om de lidt dystre udsigter for udbuddet af arbejdskraft, men dog med et fokus på alle de gode ting, der er i gang på området for rekruttering, fastholdelse og uddannelse af arbejdskraft. Derefter stod den på prisuddelinger, først årets Gazelle-virksomheder:
Ti Gazeller i Odder Kommune
Traditionen tro var der priser til virksomheder, der har leveret en konstant udvikling og derfor havde gjort sig fortjent til Børsens Gazelle-pris. De ti var i år:
A3 Development, Houkjær Begravelse, Lemon Marketing, Lyshøj, MR MOTECH, Olsen Wings, Shoebox, Slater Consult, Slot Auto og Torstein Drikkevareservice.
Egmonthøjskolen er Årets Rummelige Arbejdsplads 2024
Herefter blev det tid den første prisuddeling, prisen som Årets Rummelige Arbejdsplads, der blev uddelt af formand for Udvalget for Sundhed og Voksne, Finn Thranum. Den pris tilfaldt i år Egmonthøjskolen, blandt andet med begrundelsen:
”Det, der gør Egmont særlig, er deres tilgang: De møder mennesker med åbenhed, nysgerrighed og tillid. De siger ikke nej – de spørger: Hvordan får vi det her til at lykkes? Hos Egmont er rummelighed ikke et projekt – det er en del af kulturen. Derfor er de nomineret – for deres helhjertede indsats, der dagligt skaber meningsfuld forandring for mennesker og lokalsamfundet omkring dem.”
Årets Iværksætterpris gik til Køst
Herefter blev årets Iværksætterpris uddelt udviklingschef i UdviklingOdder, Karsten Geertsen. Den gik i år til Køst. Køst startede som en foodtruck og har altså siden udviklet sig til mere permanente lokaler med gastropub og egen deli i Hou. Foodtrucken kører i øvrigt stadig, og skal her i weekenden til Spot Festival i Aarhus.
”Tusind tak for prisen fra Udvikling Odder! Vi er megastolte og glade – det føles som en kæmpe anerkendelse af alt det arbejde og hjerte, vi lægger i vores hverdag,” skriver Køst på deres Facebookside.
Erhvervsprisen gik til Skjold Optik
Erhvervsprisen var aftenens sidste pris, og den med flest år på bagen, og den blev også uddelt af Karsten Geertsen. Prisen gik til Skjold Optik, som ligger i Rosensgade i Odder. Skjold Optik har igennem mange år vist flotte resultater og er en aktiv deltager i by- og handelslivet i Odder. Også her har der været stolthed at spore op til prisuddelingen.
”Den her nominering er et resultat af fælles indsats, dedikation, kreativitet og hårdt arbejde. Også selvfølgelig en tro på det vi laver og den måde vi gør det på og aldrig at gå på kompromis TAK for det kæmpe skulderklap,” lød det på Skjold Optiks Facebookside i dagene op til Erhvervstræffet.
Tillykke til årets prismodtagere og de øvrige nominerede, og tak til alle deltagerne for en god og hyggelig aften.
Se flere billeder fra aftenen på Odder Kommunes Facebookside